Tusindvis af mennesker er flygtet fra deres hjem, efter at en vulkan på den indonesiske ø Java er gået i udbrud.
Vulkanen Mount Kelud betragtes som en af mest farlige på den tætbefolkede ø. Alarmen lød sent i går - blot få timer før, at vulkan begyndte at sprutte.
Tv-billeder viser aske og sten, der regner ned over landsbyer i nærheden af vulkanen. Skræmte beboere flygter i biler og på motorcykler mod evakueringscentre.
Askeregn når 15 kilometer væk
En talsmand for det nationale katastrofeberedskab siger, at omkring 200.000 mennesker fra 36 landsbyer inden for radius af 10 kilometer til vulkankrateret er blevet beordret evakueret.
»En regn af aske, sand og sten når op til 15 kilometer væk fra vulkanens krater. Lysglimt kan hele tiden ses på toppen af vulkanen«, siger talsmanden.
Tre internationale lufthavne har stoppet for al flytrafik på grund af udbruddet.
Den 1731 meter høje vulkan har i alt dræbt 15.000 mennesker siden 1500. Omkring 10.000 blev slået ihjel i et kæmpe udbrud tilbage i 1568.
Indonesien er vulkanland
Mount Kelud er en af de cirka 130 aktive vulkaner i Indonesien. Landet har den største koncentration af vulkaner i verden med omkring 500 af slagsen.
Det store ø-rige ligger på Stillehavets Ildring, hvor kontinentalpladerne mødes og forårsager kraftig vulkansk og seismisk aktivitet.
Tidligere på måneden mistede 16 mennesker livet, da vulkanen Sinabung på øen Sumatra gik i udbrud. Siden september har vulkanen nærmest på daglig basis rørt på sig, og tusindvis er flygtet fra deres hjem.
Vulkanen Sinabung var ellers stille i 400 år, indtil den begyndte at røre på sig i 2010 og altså igen i september sidste år.
ritzau




























