Knap to timer efter den deadline, som de ukrainske myndigheder tidligere gav demonstranterne til at forlade Uafhængighedspladsen i hovedstaden, Kijev, er der stadig ophold i de blodige kampe mellem de to parter.
Ikke desto mindre har kampklædte politifolk omringet pladsen, og der er ikke tegn på, at demonstranterne har tænkt sig at give op.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har demonstranterne udnyttet pausen i kampene til endnu en gang at besætte Kijevs rådhus.
LÆS OGSÅ Kijevs politi: Stop inden 17 - ellers slår vi hårdt ned
Men selv om der er ophold i kampene, gruer mange ukrainere i hovedstaden for, hvad politiets næste træk er.
Det fortæller chefredaktør på radiostationen Voice of Russia Maxim Eristavi, som opholder sig i nærheden af Uafhængighedspladsen og dagen igennem har dækket optøjerne.
»Vi kan se, at politiet samler deres styrker, men det er uklart, hvad formålet er. Vi vil i løbet af de næste par timer se, om det er en taktik for at skræmme demonstranterne, eller om de vil angribe pladsen«, siger Maxim Eristavi i telefon fra Kijev.
Fire dræbt under blodige optøjer i KijevEn af den ukrainske oppositions toppolitikere, bokseren Vitalij Klitsjko, har efter politiets trusler om at rydde pladsen opfordret demonstranterne til at tage forholdsregler.
»Vi beder kvinder og børn om at forlade Maidan (Uafhængighedspladsen, red.), eftersom vi ikke kan udelukke risikoen for, at de vil storme lejren«, siger Vitalij Klitsjko ifølge AFP.
Undtagelsestilstand i Kijev
Chefredaktør Maxim Eristavi fortæller, at politiet holder den centrale del af Kijev i et jerngreb. Det offentlige transportsystem er suspenderet, og veje er spærret af.
Men selv om politiet har omringet Uafhængighedspladsen, kan demonstranterne ad omveje fortsat komme ind og ud af området.
»Teknisk set er der ikke erklæret undtagelsestilstand - men i praksis er det det, der foregår. Folk er nødt til at gå for at komme rundt. Man kan se, at mange går mod pladsen. Men mange skynder sig også væk af frygt for, hvad der kommer til at ske«, siger Maxim Eristavi.
Ni dræbt i blodige kampe
Ifølge sygehjælperne, som behandler tilskadekomne i kampens hede på Uafhængighedspladsen, er syv civile blevet dræbt i løbet af dagen.To af dem blev fundet dræbt nær en metrostation godt 100 meter fra Uafhængighedspladsen.
På den anden side af konflikten melder politiet, at to betjente er omkommet i kampe mod demonstranter, og dagens dødstal er indtil videre angiveligt oppe på ni.
Situationen i Ukraine har den seneste uge op til dagens kampe været rolig, og i weekenden rømmede demonstranterne flere af de besatte offentlige bygninger.
Til gengæld gav regeringen amnesti til demonstranter, som er blevet fængslet i løbet af konflikten, der har stået på siden november sidste år.
Det er derfor usikkert, hvad der udløste de voldsomme kampe i dag. Ifølge chefredaktør Maxim Eristavi lyder rygterne på Uafhængighedspladsen, at regeringen længe har planlagt at gå til angreb mod demonstranterne.
Han forklarer også, at nogle få af demonstranterne har været i besiddelse af skydevåben, og at de på et tidspunkt var kommet i ildkamp med politiet, som svarede igen.
»Men det kan være en hvilken som helst lille ting, der har fået det hele til at blusse op. Med så meget spænding i luften skal der ikke meget til for at udløse de her blodsudgydelser«, siger Maxim Eristavi.
fortsæt med at læse




























