Formanden for det amerikanske senats efterretningsudvalg, Dianne Feinstein, beskylder efterretningstjenesten CIA for i al hemmelighed ulovligt at have fjernet dokumenter fra udvalgsmedlemmers computere, skriver flere amerikanske medier.
Dokumenterne indgik i efterretningsudvalgets kulegravning af CIA's kontroversielle afhøringsmetoder, der blev anvendt i perioden, hvor George W. Bush var præsident.



























