De ukrainske gaskunder har fået rabat på leverancerne fra Rusland, fordi russerne har haft nogle flådebaser på Krim.
Det skal være slut nu, mener ministerpræsident Dimitrij Medvedev ifølge nyhedsbureauet Interfax. Han vil have, at regeringen i Moskva straks hæver gaspriserne og forlanger 60 milliarder kroner fra Ukraine, som landet skylder.
Samtidig vil han kradse yderligere 27 milliarder kroner ind. Det drejer sig dels om penge, som det regeringsejede gasselskab Gazprom har til gode, dels om penge, som Ukraine lånte under sidste års nu afbrudte finansielle hjælpepakke fra Moskva.
»Ja, det er 87 milliarder kroner. Jeg mener ikke, at vi har plads til at miste de penge, vores budgetter taget i betragtning«, begrunder Medvedev ifølge avisen Financial Times kravet.
LÆS OGSÅ EU sortlister Putins bedste venner
Det sker efter den russiske annektering af halvøen Krim, som først blev besat af russere og derefter indlemmet i Rusland efter en folkeafstemning, der ikke måtte overværes af internationale observatører fra OSCE, og som halvøens mindretal boykottede.
Ukraine: Energiforsyning bruges som våben
Ukraine har fået en rabat på gasleverancerne til gengæld for at tillade russerne at have flådebaser på Krim. Den hidtidige aftale udløber i 2042, skriver Financial Times.
GRAFIK EU-landenes økonomiske afhængighed af Rusland
»I lyset af de ændrede omstændigheder og dét, at Krim nu er en del af den russiske føderation, er der ikke grund til at lade denne kontrakt videreføre«, erklærer ministerpræsident Medvedev.
Den midlertidige ukrainske regeringsleder, Arsenij Jatsenjuk, ser kravet som en russisk hævn for landets tilnærmelser til EU.
»Det er afgørende at tale med én stemme for at hindre, at nogen - deriblandt Rusland - bruger energiforsyning som det nye atomvåben«, siger han.
Ukrainsk og russisk militær retter kampvogne direkte mod hinandenDe sanktioner, USA og EU har indført, kan ifølge Putins finansminister, Anton Siluanov, medføre, at Rusland fremover kommer til at betale mere for sine lån, og at det kan føre til, at planerne for at forny udenlandske lån aflyses, skriver Reuters.
Rusland har regnet med at hente cirka 38 milliarder kroner på det udenlandske lånemarked i år.
fortsæt med at læse


























