Anders Fogh Rasmussen har gjort et fantastisk stykke arbejde i spidsen for Nato.
Det siger USA's præsident, Barack Obama, på et pressemøde i Bruxelles.
»Jeg vil gerne benytte lejligheden, nu hvor han ikke er her, til at rose ham for et fuldstændig eminent stykke arbejde«, siger Obama om Anders Fogh Rasmussens indsats som forsvarsalliancens generalsekretær.
LÆS OGSÅ Obama i EU's hjerte: Rusland står helt alene
Barack Obama skal mødes med den tidligere danske statsminister under sit besøg i EU-hovedstaden. Og det møde ser Obama frem til.
»Jeg ser frem til at mødes med generalsekretær Rasmussen, hvis periode er ved at løbe ud. Jeg må sige, han har udvist fantastisk lederskab i spidsen for Nato på en lang række områder«.
Anders Fogh Rasmussen er Natos 12. generalsekretær og har siddet siden august 2009. Hans oprindelige mandat løb kun fire år. Det er dog blevet forlænget. Primært med henblik på at forberede og lede det næste Nato-topmøde, der skal finde sted i Wales 4. og 5. september i år.
I øjeblikket er den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg ifølge flere medier favorit til at afløse Fogh Rasmussen.
Obama bekymret for skrumpende forsvarsbudgetter
Anders Fogh Rasmussen har for nylig advaret Nato-landene mod at skære i deres forsvarsbudgetter.
Og den bekymring deler den amerikanske præsident, der bruger krisen på Krim og den russiske annektering af den tidligere ukrainske halvø som grund til, at et fortsat stærkt Nato er vigtigt.
»Jeg er bekymret for, at mange forsvarsbudgetter i Nato-landene er blevet mindre. Det er forståeligt, at det sker i en økonomisk krise, men situationen i Ukraine minder os om, at vores frihed ikke er gratis, og at vi skal være villige til at bruge penge på en effektiv Nato-styrke«, siger Obama på pressemødet.
Den amerikanske præsident opfordrer til, at Danmark og andre Nato-lande øger forsvaret og understreger, at alle lande i så fald skal smide penge i puljen.
fortsæt med at læse




























