Overlevende fra en jordskredskatastrofe i en landsby i det nordlige Afghanistan mindedes i dag ved en ceremoni de mange døde, mens nødhjælpsorganisationer forsøgte at få hjælp frem til 700 familier, der har fået ødelagt deres hjem.
Store dele af landsbyen Ab-e-Barik i provinsen Badakhshan nær grænsen til Tadsjikistan blev fredag begravet under jordskreddet, da mudder og store klippestykker styrtede ned over bjergsiden og jævnede mindst 300 hjem med jorden.




























