Konflikten i Ukraine skal i første omgang løses ved at anvende rå militærmagt mod de prorussiske separatister i den østlige del af landet, mener Petro Porosjenko, der ifølge alle meningsmålinger vinder præsidentvalget i morgen i Ukraine.
»Jeg er parat til at tage alle nødvendige midler i brug for at sikre, at enhver, der bærer våben, bliver fjernet fra gaderne, så vi kan sikre befolkningen sikkerhed. Det vil være min topprioritet umiddelbart efter valget«, sagde han i går, da han i den ukrainske hovedstad, Kijev, mødtes med den danske og norske udenrigsminister. De var sammen på et lynvisit for at vise opbakning til den demokratiske udvikling i Ukraine.




























