På torsdag rykker Palæstina formelt en tand op i det internationale hierarki – uden dog nødvendigvis at komme tættere på sit endemål: en selvstændig stat. Nogenlunde sådan kan den kommende afstemning om Palæstinas status i FN’s Generalforsamling sammenfattes.
Allerede inden afstemningen formelt er foretaget, står det klart, at tilstrækkeligt med lande – mindst 130, formentlig over 150 – støtter ansøgningen, og derfor er det hævet over enhver tvivl, at Palæstina inden længe officielt går fra såkaldt observatørenhed til observatørstat.




























