Stemme på lydoptagelse: »For at gøre en lang historie kort: Det var helt sikkert et civilt fly«

Flytragedie. Vragresterme af MH 17 ligger spredt ud over et stort område i det østlige Ukraine. Ifølge den ukrainske sikkerhedstjeneste dokumenterer tre lydfiler nu, at de prorussiske separatister står bag nedskydningen af flyet, der havde 298 mennesker ombord på sin tur til Kuala Lumpur i Malaysia.
Flytragedie. Vragresterme af MH 17 ligger spredt ud over et stort område i det østlige Ukraine. Ifølge den ukrainske sikkerhedstjeneste dokumenterer tre lydfiler nu, at de prorussiske separatister står bag nedskydningen af flyet, der havde 298 mennesker ombord på sin tur til Kuala Lumpur i Malaysia.
Lyt til artiklen

Tre små lydoptagelser kan få vidtrækkende konsekvenser for verdens opfattelse af, hvem der står bag gårsdagens flykatastrofe, hvor Malaysia Airlines' MH17 styrtede ned i det østlige Ukraine, tæt på byen Donetsk.

Flyet blev ifølge den amerikanske regering ramt af et jord-til-luft missil, men hvem der står bag er endnu usikkert. Ukrainerne beskylder russerne for at stå bag, mens den russiske præsident Vladimir Putin beskylder ukrainerne for at bære ansvaret for det.

MH17 fløj på 'hovedvejen' fra Europa til Asien

Nu har den Ukraines sikkerhedstjeneste SBU offentliggjort tre lydbidder, der angiveligt afslører, at det er prorussiske separatister, der står bag nedskydningen af MH17, der var på vej fra Schiphol-lufthavnen Amsterdam til Kuala Lumpur med 298 mennesker ombord.

»Det ryger stadig«

På den første af lydbidderne, der ligger på New York Times' hjemmeside, tager en Igor Bezler ansvaret for nedskydningen over for en Vasili Geranin, der angiveligt arbejder for den russiske efterretningstjeneste og ifølge optagelserne befinder sig i den russiske hærs hovedkvarter. Ifølge New York Times er Bezler en fremtrædende militsleder i Donetsk.

På optagelsen, der foregår ganske kort efter, at flyet er styrtet ned, er mændene tilsyneladende endnu ikke opmærksomme på, at det er et civilt fly:

Igor Bezler: »Vi har lige skudt et fly ned. Minera-gruppen. Det faldt ned på den anden side af Jenakijeve (nordøst for Donetsk, red.). De er...«

Vasili Geranin: »Piloterne. Hvor er piloterne?«.

Bezler: »...taget ud for at lede efter og fotografere flyet. Det ryger stadig«.

Geranin: »Hvor mange minutter siden?«

Bezler: »Cirka 30 minutter siden«.

Stemme på anden optagelse: Kossakkerne skød flyet ned

På den anden optagelse, der foregår mellem en mand, der kaldes 'grækeren' og en mand, der refereres til som 'majoren', fortæller 'majoren', der befinder sig på et af nedstyrtningsstederne, at det er »kossakkerne, som har base i Tjernukin«, der har skudt flyet ned.

På optagelsen kommer de første meldinger om, at flyet indehold civile:

Grækeren: »Ja, major?«.

Majoren: »Det er folkene fra Tjernukin, som skød flyet ned. Fra Tjernukin-vejspærringen«.

Grækeren: »Hvem skød det ned?«.

Majoren: »Fra Tjernukin-vejspærringen. Altså kosakkerne, som har base i Tjernukin«.

Grækeren: »Ja, major«.

Majoren: » Flyet faldt fra hinanden i luften. Over Petropavlovskaja-mineområdet. Den første '200'... ('200' er koden for et lig, red.). Vi har fundet den første '200'. En civilperson«.

Grækeren: »Er der en '200'?«.

Majoren: »Ja. en civil«.

Majoren: »Ja, Sasha?«.

Grækeren: »Hvad har du ellers?«.

Majoren: »For at gøre en lang historie kort: Det var helt sikkert et civilt fly«.

Grækeren: »Javel. Er der mange folk der?«.

Majoren: »Hold da kæft. Vragresterne faldt ned i folks haver. Det er det eneste«.

Grækeren: »Hvilken slags fly?«.

Majoren: »Det har jeg ikke fundet ud af endnu. Jeg har ikke været ved hoved-nedstyrtningsstedet. Jeg undersøger lige nu kun det sted, hvor de første lig faldt ned. Der er vragdele efter sikkerhedsseler, sæder og lig«.

Grækeren: »Javel. Er der rester efter våben?«.

Majoren: »Slet ikke. Der er kun civile ting, medicin, håndklæder, toiletpapir...«.

Grækeren: »Er der nogen identifikationspapirer?«.

Majoren: »Ja. Der er fra en indonesisk studerende. Fra et universitet i Thompson«.

Formodet Kosak-leder på tredje lydfil: Flyet var fyldt med spioner

I den tredje optagelse, der ifølge avisen Kyiv Post foregår mellem kossak-lederen Nikolaj Kotsitsin og en ikke-identificeret militsleder, taler mændene om, at medierne rapporterer, at flyet var et Malaysia Airlines-fly.

Kossak-lederen understreger over for personen i den anden ende, at flyet, hvis det var et civilt fly, »var fyldt med spioner«:

Uidentificeret militsleder: »Angående det fly, som blev skudt ned. Det faldt ned ved Snizhne-Torez (øst for Donetsk, red.). Det er et civilt fly. Det styrtede ned nær Grabovo. Der er masser af lig af kvinder og børn. Kosakkerne er derude for at se på det. De siger på TV, at det er et AN-26 transportfly, men der står 'Malaysia Airlines' på flyet, siger de. Hvad foretog det sig inde i Ukrainsk luftområde?«.

Kotsitsin: »Det betyder, at det var fyldt med spioner. Forstået?«.

Uidentificeret militsleder: »Ja«.

Kotsitsin: »De burde ikke flyve her. Der er en krig i gang«.

Uidentificeret militsleder: »Forstået«.

Ingen har endnu dokumenteret lydbiddernes ægthed.

Jakob Stig Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her