Politiets Sikkerhedstjeneste (PST) i Norge løfter nu lidt mere af sløret for, hvilken terrortrussel landet i øjeblikket er ramt af.
»Vi har fået oplysninger om, at en mindre gruppe personer fra Syrien er rejst ind i Europa og har planlagt et terrorangreb, og at Norge er nævnt som et konkret mål«, siger analysechef i PST Jon Fitje Hoffmann til det norske medie Dagbladet.
Jon Fitje Hoffmann siger videre, at PST arbejder intenst på for at få afklaret trusselsbilledet inden for relativt kort tid.
Han siger også til de mange bekymrede nordmænd, at det ikke giver nogen mening at spekulere i konkrete terrormål i Norge.
»Vi må forholde os til den information, vi får af politiet. Vi må indse, at vi er sårbare, og at der kan være personer som ønsker at udnytte den sårbarhed. Det må vi leve med, men beredskabet er så godt, som det kan være«, siger analysechefen i den norske sikkerhedstjeneste.
Politi i højeste beredskab
Politiets Sikkerhedstjeneste (PST) og det norske politi gik i går ud og sagde, at der findes »en konkret mulig terrortrussel mod den nationale sikkerhed i Norge«, og at man frygter et terrorangreb i landet inden for få dage.
USA: Terrortruslen mod Norge er troværdigFlere norske medier, blandt andet NRK og VG, beretter her til morgen, at terrortrusslen mod Norge skal komme fra en ekstrem islamistisk gruppe i Syrien, og at oplysningerne er baseret på information, som er indhentet både i Norge og i udlandet hos samarbejdende efterretningstjenester.
»Vi kan ikke udelukke, at der er mennesker, som bevæger sig på tværs af landegrænser mod Norge netop nu. Den information, vi har modtaget, taler om en tidsafgrænset trussel, og det vil ikke vare indtil jul. Men det er usikkert, om det kan ske nu eller om fem eller syv dage. Vi arbejder på at få en afklaring så hurtigt som muligt«, sagde chefen for den norske sikkerhedstjeneste, Benedicte Bjørnland, på et pressemøde i går.
Alle politikredse i Norge er lige nu i højeste alarmberedskab. Over hele landet patruljerer bevæbnet politi ved grænseovergange, banegårde og lufthavne.
Norske myndigheder advarer om stort terrorangreb om få dagefortsæt med at læse




























