Israel bomber 34 »terrormål« i Gaza efter fund af døde teenagere

eksplosion. Flammer og røg fra et hus, der angiveligt tilhørte en af de to palæstinensere, som Israel har udpeget som mistænkt for kidnapning og drab på de tre israelske teenagere, hvis lig blev fundet på Vestbredden i går. Huset blev ifølge palæstinensiske kilder sprængt i luften af israelske styrker i aftes.
eksplosion. Flammer og røg fra et hus, der angiveligt tilhørte en af de to palæstinensere, som Israel har udpeget som mistænkt for kidnapning og drab på de tre israelske teenagere, hvis lig blev fundet på Vestbredden i går. Huset blev ifølge palæstinensiske kilder sprængt i luften af israelske styrker i aftes.
Lyt til artiklen

Israel satte i nat hårdt ind mod de palæstinensiske områder i Gazastriben, efter at frivillige i aftes fandt ligene af tre israelske teenagere, som har været savnet siden 12. juni.

De tre unge blev sidst set sætte sig ind i en bil i et vejkryds nær Hebron på Vestbredden.

Ifølge en talsmand fra det israelske forsvar har luftvåbnet således angrebet 34 »terrormål« i Gaza-striben. To er lettere såret. Militæret dragede ikke nogen direkte sammenhæng mellem drabene og luftangrebene. Israel beskylder Hamas, der er blevet en del af magten i Gaza, for at være ansvarlig for de tre drab, og to mænd - angiveligt med tilknytning til Hamas - er eftersøgt som mistænkte. De to har begge tidligere siddet fængslet i Israel.

Ifølge palæstinensiske medierapporter omringede israelske styrker i aftes de mistænktes hjem, bad familiemedlemmer forlade husene og sprængte derefter husene i luften, skriver Ha'aretz.

Frivillige fandt lig af teenagere: De lå skjult under nogle sten

Fra palæstinensisk side er der i løbet af natten blevet affyret 18 raketter ind i Israel. Foreløbig er ingen mennesker ramt. Palæstinensiske kilder i Gaza ifølge den israelske avis Ha'aretz, at forskellige fraktioner i området har erklæret området i højeste alarmberedskab og forbereder sig på et israelsk angreb.

I morges blev en 21-årig israelsk kvinde sat fri efter, at hun angiveligt blev kidnappet af »et palæstinensisk køretøj« i aftes, skriver den israelske avis Ha'aretz. Kvinden arbejdede på en benzinstation nær Betar Illit, og hun ringede selv til alarmcentralen i Jerusalem og sagde, at hun var blevet kidnappet. Efterfølgende lod hun angiveligt sin mobil være tændt, og på den måde fandt sikkerhedsfolk frem til hende i en palæstinensisk landsby tidligt i morges, hvor hun blev befriet.

Vestlige ledere tager i skarpe vendinger afstand fra drabene og opfordrer samtidig både Israel og palæstinenserne til at afstå fra skridt, der kan forværre konflikten.

LÆS MERE

Vestlige ledere fordømmer drab på israelske teenagere

Den amerikanske præsident Barack Obama fordømmer det, han kalder en »meningsløs terrorhandling mod uskyldige unge« og tilbyder amerikansk hjælp med at finde de skyldige.

»Som far kan jeg ikke forestille mig den ubeskrivelige smerte, som forældrene til disse teenagedrenge oplever«, siger Obama ifølge nyhedsbureauet AP og opfordrer samtidig alle parter i konflikten til at »afstå fra skridt, der kan destabilisere situationen yderligere«.

Paven i usædvanlig fordømmelse

Også fra Vatikanet er der fordømmelse af drabene. I en usædvanlig udtalelse kalder pave Frans således drabene for en »hæslig og uacceptabel forbrydelse og en hindring på vejen mod fred«.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon fordømmer ligeledes drabene og siger ifølge sin talsmand, Stephane Duharric, at »han håber, at israelske og palæstinensiske myndigheder vil samarbejde om at hurtigt at få bragt gerningsmændene for en domstol«.

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her