Bahrains højesteret har endeligt stadfæstet en række domme mod 13 ledere af et folkeligt oprør i 2011, heriblandt den dansk-bahrainske aktivist Abdulhadi al-Khawaja.
Afgørelsen ventes at udløse nye uroligheder og protester i den arabiske golfstat, der har oplevet politisk uro, siden store demonstrationer anført af shiamuslimer brød ud i februar 2011 i forbindelse med Det Arabiske Forår.




























