Ny britisk regering lader vente på sig

Lyt til artiklen

Storbritanniens politiske fremtid er i dag sat på stand-by efter gårsdagens valgresultat, der ikke gav nogen af partierne et klart flertal.

Møderne kommer til at stå i kø, når liberaldemokraterne internt dagen igennem skal diskutere, hvilke krav der skal opfyldes af de konservative for at danne en ny britisk regering.

Ingen fik i går et flertal, som var stort nok til at kunne danne en flertalsregering, men de konservative fik størst støtte med 36 procent af stemmerne og 306 mandater – omkring 20 for få til at kunne tage magten alene.

Kongemager

Liberaldemokraterne fik skuffende 23 procent af stemmerne og 57 mandater, men Nick Clegg er alligevel endt med at være valgets kongemager.

I går valgte han at forsøge at forhandle med David Cameron som den første, og da han for kort tid siden ankom til et møde med sine topfolk, understregede han partiets fire hovedpunkter:

  • Et mere retfærdigt skattesystem – blandt andet skal ingen betale skat af de første 10.000 pund
  • En reform af skolesystemet
  • En ny og grønnere økonomisk tilgang
  • En fundamental reform af det britiske valgsystem

Det vigtigste punkt for Nick Clegg bliver valgreformen.

Mange i hans parti vil kræve, at punktet skal på bordet, hvis der skal indgås en aftale med David Cameron – hvad enten det bliver en løs aftale, hvor Clegg blandt andet lover at støtte det konservative budget, der fremlægges 24. juni, eller partierne kan indgå en decideret koalition.

Cameron inviterer Clegg med i regering

Den tredje mulighed er, at de konservative, hvis en aftale med de liberale glipper, danner en mindretalsregering alene.

Ledende folk fra de konservative ville i går ikke afvise, at der kunne blive tale om ministertaburetter til de liberale – det kan for eksempel være de liberales populære finansordfører Vince Cable som finansminister, Nick Clegg på indenrigsministerposten eller partiets tidligere leder Paddy Ashdown som forsvarsminister.

LEDER

Storbritannien får svag regering midt i krisetid

Men det ser stadig ud som om, der er et godt stykke til en egentlig aftale.

Indtil videre er der ingen tegn på, at Dronning Elizabeth er på vej hjem til Buckingham fra Windsor Castle, hvor hun opholder sig, og det forventes ikke, at Liberaldemokraterne vil blive klar til en afstemning om et samarbejde i dag.

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her