Video viser politiangreb under demonstration

Lyt til artiklen

Demonstrationerne under G20-topmødet sidste onsdag i London endte med et dødsfald ved Bank of England i byens finansdistrikt.

En video, som den britiske avis The Guardian har fået fat i, viser, hvordan en politibetjent skubbede den 47-årige Ian Tomlinson, så han faldt.

Kort efter kollapsede han og døde af et hjerteanfald.

Går med hænderne i lommen
Videoen viser, hvordan Tomlinson, som angiveligt ikke havde noget at gøre med demonstrationerne og var på vej hjem fra sit arbejde i en aviskiosk, går med begge hænder i lommen.

Da han går ind foran en gruppe kampklædte betjente med hunde, tjatter en af dem til ham.

En anden ser ud til at forsøge at ramme ham på benet med en politistav – angiveligt for at at få ham til at passere hurtigere.

Skubbes i ryggen
Tomlinson fortsætter i roligt tempo væk fra betjentene, da samme betjent skubber ham hårdt i ryggen, så han falder forover på fortorvet.

I ti sekunder derefter taler han til politibetjentene, der ikke hjælper ham.

En mand hjælper ham op og vidner fortæller ifølge The Guardian, hvordan Ian Tomlinson fortumlet og snublende går videre, før han kollapser.

Videoen er optaget af en finansmand fra New York, som var i London på forretningsrejse. Han filmede demonstrationen af nysgerrighed og siger, at den primære grund til, at han står frem, er, at »det er klart, at familien ikke får nogen svar«.

Umiddelbart efter dødsfaldet sagde politiet, at Tomlinson ikke havde nogen kontakt med politiet, før han kollapsede.

Vidner taler imod politiets forklaring
Desuden sagde The Metropolitan Police, at politiets redningsfolk og et ambulancehold forsøgt at redde hans liv, men blev forhindret af demonstranter, der kastede skyts under førstehjælpen.

Politistyrken forklarede, at den havde afspærret rundt om Tomlinson for at give ham hjertemassage.

Men The Guardian, som nu anmelder episoden til klagemyndigheden The Independent Police Complaints Commission (IPCC), har gennem de seneste dage samlet fotos og vidneudsagn om hændelsen.

Slået før videooptagelsen
Tre personer taget billeder, der viser, hvad der skete efter episoden, og flere vidner fortæller den britiske avis, hvad de så.

Vidner fortæller, at Tomlinson umiddelbart før episoden, der blev fanget på video, var blevet slået med stave og kastet mod jorden af politiet, som blokerede hans rute hjem.

Et af vidnerne, fotografen Anna Branthwaite, beskriver minutterne før videooptagelsen:

»En urobetjent havde allerede taget fat i ham og skubbede ham. Det var ikke bare skub – han skyndte på ham. Han røg i jorden og rullede rundt. Det var meget tydeligt«, siger hun og fortæller, at han blev blev skubbet hårdt bagfra.

Slog Tomlinson på jorden

Efterfølgende slog en betjent ham to gange med en stav, mens han lå på jorden, forklarer Anna Branthwaite.

»Herefter fik en betjent ham op og fortsatte med at gå med ham og kastede ham. Han løb og snublede. Han vendte sig ikke for at konfrontere betjenten eller noget i den retning«, siger hun til The Guardian.

I går begyndte IPCC at efterforske episoden, efter at den britiske avis havde offentliggjort billeder fra vidner.

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her