Den danske fagforening for it-professionelle, Prosa, åbner i dag en kopi af lækagesitet WikiLeaks.
Den såkaldte spejlingsside får løbende kopier fra WikiLeaks af det indhold, der lægges op på den kontroversielle hjemmeside, så siden kan ses så mange steder som muligt.
»Vi tager ikke stilling for eller imod WikiLeaks og deres konkrete mission, men vi tager stilling til deres ret til at forblive online. Det skal ikke være muligt for regeringer at forhindre kritik på denne måde, og hvis der kan finde censur sted her, er der ingen grænser for, hvad der kan censureres«, siger tovholder for ungdomsarbejdet, Camilla Gregersen, som forklaring på, hvorfor Prosa har valgt at stille servere til rådighed for lækagesitet.
I luften senere i dag
Den direkte årsag til, at Prosa har valgt at lave en kopi af WikLeaks, er, at netbutikken Amazon ikke længere vil lægge servere til sitet, fordi hackere adskillige gange har lagt sitet ned.
Ifølge it-studerende og medlem af Prosas ungdomsudvalg Christian Panton er mindst 200 lignende sider enten allerede oppe eller på vej, og Prosas side går i luften senere i dag.
Der findes allerede andre danske mirrorsider som WikiLeaks.dk.
Skal beskytte demokratiet
Prosa har tradition for at bekæmpe censur på nettet og opfordrer andre til også at åbne WikiLeaks-kopier.
»Det handler om at sikre demokratiet og forhindre censur, og vi ser det som en borgerpligt at sikre, at WikiLeaks' oplysninger forbliver online«, siger Camilla Gregersen.
LÆS OGSÅ WikiLeaks: Svensk minister sammenlignes med en hund
Hun vedkender sig, at valget er kontroversielt, men »vi er imod censur på nettet - uanset om det er for at beskytte kommercielle eller statslige interesser«, siger hun.
fortsæt med at læse


























