Han kaldte det utænkeligt.
Men efter gårsdagens italienske lokalvalg har piben fået en noget anden lyd.
Seks millioner italienere kunne i går stemme i 90 byer og seks provinser, og landets premierminister Silvio Berlusconi står rystet tilbage, efter at hans højborg gennem 18 år og landets finansielle hovedstad Milano er tabt.
Vi har tabt
Med de fleste stemmer talt op står Giuliano Pisapia til at indtage byens rådhus med omkring 55 procent af stemmerne mod 46 procent til centrum-højre borgmester og tro Berlusconi-støtte Letizia Moratti.
»Det står klart, at vi har tabt. Det eneste, vi kan gøre, er at have is i maven og fortsætte«, siger Berlusconi ifølge Reuters.
Disse resultater gør et tidligt valg mere sandsynligt, muligvis til næste år
Flere andre byer er gledet Berlusconi af hænde heriblandt Italiens tredjestørste by Napoli, hvor oppositionspartiet Italiens Værdiparti fik et jordskredsvalg.
Den 74-årige premierminister står midt i tre retssager og en skandale om betalt sex med den dengang mindreårige natklubdanser kaldet Ruby og efterfølgende magtmisbrug for at få hende løsladt fra et fængsel. Retssagen blev udskudt i april, men fortsætter, efter planen, i dag.
LÆS OGSÅ
Retten i Milano udskyder sexsag mod BerlusconiBerlusconi har tidligere sagt, at han opfatter lokalvalgene som en prøve på sin egen popularitet, og med den solide ørefigen er muligheden for et tidligt parlamentsvalg øget betragteligt, mener observatører. Efter planen skal italienerne først til valg i 2013.
Splittelse truer
Gårsdagens slag truer med et blotlægge en splittelse i den regerende alliance mellem Berlusconis parti Frihedens Folk (PDL), som er en alliance mellem Forza Italia og den højreorienterede National Alliance, og anti-indvandringspartiet Liga Nord.
Også Liga Nord, hvis støtte er afgørende for Berlusconis tynde parlamentsflertal, led i går store tab og mistede kontrollen med tidligere højborge Novara og Pavia.
»Dette er et meget stort nederlag, og den store taber er premierministeren«, siger Leonardo Borani, som er redaktør for Liga Nords partiavis La Padania.
Regeringen må gøre det bedre
Indenrigsminister Roberto Maroni siger, at resulatet ikke truer koalitionens overlevelse, men at det er et »slag i ansigtet« og et signal om, at regeringen må gøre det bedre.
»Dette er det første nederlag for Berlusconis centrum-højre koalition siden den kom tilbage til magten, og det sender et klart signal om vælgernes følelse af disillusion. Disse resultater gør et tidligt valg mere sandsynligt, muligvis til næste år«, siger Maurizio Pessato fra meningsmålingsvirksomheden SWG.
fortsæt med at læse




























