James Murdoch anklages for at vildlede den parlamentskomité, som i tirsdags grillede ham og hans far, mediebaronen Rupert Murdoch, om den verserende hacking-skandale.
To forhenværende ledende medarbejdere på den nu lukkede tabloidavis News of the World hævder, at James Murdochs udtalelser i relation til et udenretligt forlig med chefen for det britiske fodboldforbund i 2008, Gordon Taylor, var »urigtige«.
LÆS OGSÅ Londons politi begik »et helt katalog« af fejl
Colin Myler, som var redaktør for avisen, indtil den blev lukket for knap to uger siden, og Tom Crone, som var avisens tidligere leder af den juridiske afdeling, siger, at de udtrykkeligt fortalte James Murdoch om en e-mail, som kunne have gennemhullet avisledelsens forsvar, der gik på, at blot en enkelt »uberegnelig journalist« var involveret i telefonhacking-skandalen.
Et af de eneste beviser
Mailen, som er kendt under navnet 'TIl Neville', på grund af avisens tidligere chefjournalist og nu anholdte Neville Thurlbeck, er et af de eneste tilgængelige beviser, komitéen ifølge formand John Whittingdale, har for, at de ulovlige aktiviteter ikke kun var begrænset til Clive Goodman - den eneste journalist på News of the World, der er blevet retsforfulgt og fængslet i forbindelse med hacking-skandalen.
Eksistensen af mailen menes ifølge The Guardian at have været afgørende for News Internationals beslutning om at betale omkring 700.000 pund til Gordon Taylor, efter at han truede med at sagsøge avisen.
Strider mod Murdochs udtalelser
Myler og Crones påstande modsiger, hvad James Murdoch sagde under høringen i kultur- og medieudvalget. Her sagde han, at mailen blev skjult fra ham af Crone og Myler, da han blev overtalt til at underskrive den hemmelige aftale med Gordon Taylor.
Aftalen inkluderer ifølge The Times en klausul, der forhindrede Gordon Taylor i at afsløre beviser.
Tidligere på måneden erkendte James Murdoch, som er chef for News International, at det var forkert af ham at indgå forlig i sagen, da han »ikke havde det fulde billede af sagen« på daværende tidspunkt - en påstand han gentog under høringen i tirsdags.
Murdoch står ved sine udtalelser
James Murdoch står ved sine udtalelser under høringen, lød det i går i en erklæring.
Men Myler og Crone fortsætter med at udfordre Murdoch:
»Bare for at klare tingene op i forbindelse med tirsdagens høring, vil vi gerne pege på, at James Murdochs erindring af, hvad han fik at vide, da han besluttede at indgå forlig med Gordon Taylor, var forkert. Faktisk informerede vi ham om 'Til Neville'-mailen, som var blevet givet til os af Gordon Taylors advokater«, skriver de to tidligere News of the World-ansatte.
Komité vil have en forklaring
Formanden for parlamentskomitéen John Whittingdale vil bede James Murdoch om at forholde sig til de nye oplysninger.
»Som komité anså vi 'Til Neville'-mailen som et af de mest afgørende beviser i hele undersøgelsen. Vi vil bede James Murdoch om at svare og bede ham om at uddybe«, siger han.
fortsæt med at læse





























