Tre dræbt i eksplosion i Ankara

Eksplosion. Tre meldes dræbt i det, der ifølge den tyrkiske indenrigsminister ligner en terrorbombe i Ankara.
Eksplosion. Tre meldes dræbt i det, der ifølge den tyrkiske indenrigsminister ligner en terrorbombe i Ankara.
Lyt til artiklen

Tre mennesker er blevet dræbt i en bombeeksplosion i Tyrkiets hovedstad Ankara.

Det oplyser indenrigsminister, Idris Naim Sahin, som ifølge AP siger, at der formentlig er tale om en terroraktion. 15 mennesker er sårede og bragt til byens hospitaler.

»Eksplosionen fandt sted et sted, hvor bil- og persontrafikken er intens. Det ser ud som om, intentionen var påføre folk så meget skade som muligt«, siger Idris Naim Sahin.

LÆS OGSÅ Formodet bombe-eksplosion ryster Ankara

De tre lig blev fundet i en bygning nær den bil, der eksploderede. Ifølge Sahin blev bilen købt for en uge siden og er endnu ikke registreret.

Ramte tæt ved regeringsbygninger
Øjenvidner fortæller om ødelagte biler og bygninger i den centrale del af byen og et vidne beskrev tidligere situationen som »meget kaotisk«.

Eksplosionen ramte i Kizilay-kvarteret blot en kilometer fra regeringsbygningerne, hvor blandt andre ministerpræsidentens kontor og adskillige ministerier ligger.

En søjle af tyk røg rejste sig over byens centrum efter eksplosionen, og ifølge Reuters' udsendte blev en stribe parkerede biler ødelagt, mens flere butikker også blev smadret.

Hastede ud på gaden

Ambulancer og brandfolk hastede til stedet, og politiet afspærrede området, mens bombehunde ledte efter eventuelle yderligere eksplosive materialer.

Tidligere forlød det fra et vidne, at der var tale om en brændende gasbeholder, der blev kastet ud på gaden, hvilket førte til en brand, der fik bilen til at eksplodere.

Beboeren Reyhan Altintas fortæller, at han hastede ud på gaden, da hun hørte den høje eksplosion.

»Jeg har aldrig hørt noget lignende i mit liv«, siger Reyhan Altintas om den første eksplosion.

»Så kom endnu en eksplosion og dele af en bil faldt ned fra et træ«, siger hun.

FACEBOOK

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her