»Jeg styrtede ned ad trapperne, desperat efter at undslippe. Bygningen kollapsede netop, som jeg forlod den«.
Det var tæt på for den 38-årige tekniker Nelson Tomes, da to højhuse i går kollapsede i Rio de Janeiro.
Han befandt sig på tiende etage i en af de kollapsede bygninger, og løb mod trapperne, da han hørte et øredøvende larm.
»Jeg undslap med nød og næppe - det var Gud, der sørgede for det«, siger han ifølge Reuters.
Det er uklart om der er tale om to eller tre kollapsede bygninger. Mens Reuters skriver to, melder AP om tre kollapsede bygninger.
Op mod 19 savnes
Ifølge AP er tre lig bjærget fra murbrokkerne, mens op mod 21 personer meldes savnet efter ulykken.
Det er lykkedes redningsfolk at bjærge en rengøringsarbejder i live, efter at vedkommende formåede at ringe til en ven fra sin mobiltelefon, og nu fortsætter mandskabet med at lede efter overlevende.
Folk begyndte at løbe. Og så faldt det hele ned på en gang
Indtil videre er fire personer trukket ud af murbrokkerne i live, mens der endnu ikke er fundet omkomne.
Lød som et jordskælv
Da de to bygninger, som var på henholdsvis ti og 20 etager, kollapsede, lød der forud en eksplosion. Det har affødt spekulationer om, hvorvidt der har været tale om en gaseksplosion.
»Det lød som et jordskælv. Først begyndte nogle murbrokker at falde ned. Folk begyndte at løbe. Og så faldt det hele ned på en gang«, siger et øjenvidne til Reuters.
TV-billeder viser biler dækket af støv og stålstænger, og byens el-distributionsværk har slukket for strømmen i området for at forhindre brande efter en stærk lugt af gas er blevet rapporteret, melder flere tv-stationer.
Kritik forud for OL og fodbold-VM
Påstanden om en gaseksplosion afviser Rio de Janeiros borgmester Eduardo Paes dog og henviser til, at alt tyder på, at der var tale om struktuelle problemer med bygningerne.
Dermed rammer han lige ned i et problem for byens myndigheder, da Rio de Janeiro forbereder sig på værtsskabet for både VM i fodbold i 2014 og OL to år senere, og tidligere har lagt ryg til kritik af manglende forbedringer af byens infrastruktur.
Ulykken i går kommer blot måneder, efter at en eksplosion, sandsynligvis som følge af en gas-læk, smadrede en restaurant i det centrale Rio. Tre personer blev dræbt.
I de seneste måneder har Rios indbyggere måttet døje med eksplosioner i byens kloaknet og jordskred i nogle af byens slumkvarterer efter kraftige regnfald.



























