Syrien bryder sammen for øjnene af os.
FN's og Den Arabiske Ligas udsendning, Lakhdar Brahimi fremlagde i aftes den hidtil mest dystre fremtidsudsigt for Syrien i FN's Sikkerhedsråd.
»Det er nået op på hidtil usete højder af rædsel. Tragedien har ingen ende. Landet bryder sammen for øjnene af os. Kun det internationale samfund kan hjælpe og først og fremmest Sikkerhedsrådet«, lød det ifølge diplomater fra Brahimi på et lukket møde med de 15 medlemmer af rådet.
Talen kom få timer, efter at en massegrav med mindst 65 lig var blevet fundet ved en flod i den nordlige by Aleppo. De fleste af ligene havde hænderne bundet på ryggen og var blevet dræbt af skud i hovedet.
LÆS OGSÅ Oprørere og regeringen beskylder hinanden for massehenrettelser
Ifølge FN er over 60.000 mennesker nu omkommet i konflikten, mens flere end 700.000 er flygtet fra landet.
Lakhdar Brahimi siger desuden, at Assad måske kan blive ved med at klynge sig til magten på nuværende tidspunkt, men at »det syriske regimes legitimitet er blevet alvorligt, sandsynligvis uopretteligt, ødelagt«.
Må tage fat om problemet nu
Lakhdar Brahimi viste med sin tale en klar frustration over det dødvande Sikkerhedsrådet står i og sagde, at rådet ikke kan blive ved med at sige, at man »ikke kan blive enige, lad os derfor vente til bedre tider«.
»Regionen skubbes ud i en situation, som er ekstremt slem. Derfor mener jeg, at de er nødt til at tage fat om problemet nu«, lød det fra udsendingen efter mødet.
FN's SIkkerhedsråd har været splittet i spørgsmålet om Syrien siden 2011. USA, Storbritannien, Frankrig og andre vestlige lande har presset på for at få resolutioner, der truer med sanktioner mod præsident Bashar al-Assad.
Rusland og Kina har tre gange nedlagt veto mod sådanne resolutioner, og Moskva, som er en nær allieret til Syrien, afviser desuden at støtte opfordringer til Assad om at træde tilbage.
fortsæt med at læse



























