Fransk politi har anholdt to mænd i på henholdsvis 28 og 30 år for at hjælpe den dræbte terrorist Mohamed Merah, da han i marts sidste år skød og dræbte syv uskyldige personer - heraf tre jødiske skolebørn.
De to mænd blev ifølge en juridisk kilde i går anholdt i kvarteret kaldet Mirail, hvor Mohamed Merah og hans bror Abdelkader, har haft tætte forbindelser, og de to mænd er ifølge Le Monde nu i forvaring.
»Mohamed Merahs handling var resultatet af en detaljeret planlægning, af en reel læringsproces med mange kontakter«, siger den franske indenrigsminister Manuel Valls under en konference mod voldelig ekstremisme i Bruxelles.
Han siger desuden, at mens norske Anders Behring Breivik handlede på egen hånd, så var det ikke tilfældet i sagen om den 24-årige Merah, som han mener fik hjælp udefra og blev radikaliseret i Frankrig.
Storebror stadig anholdt
Merahs bror Abdelkader blev anholdt samme dag, som politiet omringede Merahs lejlighed i Toulouse. Han afviser at være medskyldig i drabene, men er stadig fængslet i forbindelse med en større anti-terror-efterforskning.
Broren blev allerede umiddelbart efter drabet på Mohamed Merah omtalt som mere ekstrem end sin lillebror af en fælles bekendt.
Ven til terrormistænkt: »Han overgiver sig aldrig«Tidligere på ugen sagde Frankrigs ledende anti-terrordommer, at der er brug for mere robust lokalpolitiarbejde, bedre deling af efterretninger og bedre evne til at infiltrere små radikale islamistiske grupper, hvis man skal kunne bekæmpe nye sikkerhedstrusler efter Merah-sagen.
Mohamed Merah dræbte tre soldater, en rabbiner og tre jødiske skolebørn, før han blev skudt og dræbt af politiets eliteenhed i sit hjem.
fortsæt med at læse




























