Strømmen var afbrudt, da bombe eksploderede foran ambassade

Angrebet mod den amerikanske ambassade i den tyrkiske hovedstad Ankara blev angiveligt ikke optaget på overvågningskameraer, da strømmen var gået i byen, da det skete.
Angrebet mod den amerikanske ambassade i den tyrkiske hovedstad Ankara blev angiveligt ikke optaget på overvågningskameraer, da strømmen var gået i byen, da det skete.
Lyt til artiklen

Flere medier oplyser nu, at strømmen var afbrudt, da en bombe eksploderede ved den amerikanske ambassade i den tyrkiske hovedstad Ankara.

Dermed kunne overvågningskameraerne ikke optage angrebet. Embedsfolk fra det selskab, der er ansvarlig for strømmen til byen, er på stedet.

Desuden oplyser en britisk ambassadeansat ifølge den tyrkisksprogede, men danske netavis Haber, at der muligvis ikke var tale om en selvmordsbombe, men snarere en bombe, der blev kastet mod ambassadens indgang. Disse oplysninger er dog ikke bekræftet.

To er dræbt
To meldes dræbt i angrebet - ifølge Ankaras guvernør, Aladdin Yüksel, er der tale om en tyrkisk sikkerhedsvagt, samt angrebsmanden. Derudover er mindst én kvinde såret.

Flere såret efter eksplosion foran amerikansk ambassade i Ankara

Bomben var rettet mod den indgang, der normalt bruges af ambassadens personale og besøgende, oplyser CNN Turk.

Den sikkerhedsvagt, der mistede livet, stod ved en sikkerhedsscanner ved indgangen. Det forlyder, at eksplosionen skete, da den mistænkte selvmordsbomber gik igennem maskinen.

Ingen danskere sårede

Ifølge det danske udenrigsministerium er ingen danskere kommet til skade, og mens den amerikanske ambassade ligger i et ambassadekvarter, ligger den danske ambassade godt to kilometer syd for området, siger chefredaktør for Haber, Sadi Tekelioglu, som har boet i Ankara.

Det forlyder, at der ikke er sket nogen skader indenfor på ambassaden, og de ansatte er nu bragt til et sikkerhedsrum i ambassade-bygningen.

Bombeeksperter, brandfolk og ambulancer er nu på stedet og tager forbehold for risikoen for endnu et angreb.

På årsdagen for angrebene 11. september 2001 sidste år stormede militante det amerikanske konsulat i det østlibyske by Benghazi. Fire amerikanere omkom i angrebet, heriblandt USA's ambassadør Chris Stevens.

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her