Mens 24 personer er bekræftet omkomne, og omkring 237 er såret, er redningshold fortsat igang med at finkæmme området omkring forstaden Moore i Oklahoma, der mandag blev ramt af en altødelæggende tornado.
Myndighederne siger, at jagten på og håbet om at finde overlevende stort set er ved at være ovre. Chefen for brandindsatsen Gary Bird siger, at han er »98 procent sikker« på, at man ikke vil finde flere overlevende eller omkomne i murbrokkerne.
Fire af de bekræftede dødsfald skete i Oklahoma City, mens yderligere 20 var fra Moore.
'Alle lagde sig oven på mig'
Ni af de omkomne var børn og Lauryn Fugate, som går i femte klasse på Plaza Towers Elementary School, siger til lokalavisen newsok.com, at hun og andre elever var på skolen, da der lød en varsel om en tredje tornado.
»Alle skal ud på toiletterne. Det er lige meget, hvilket køn I har. Læg jer ned. Hvis ikke I gør det, dør I«, refererer hun sin lærer, Kimberley Martinez.
»Alle lagde sig oven på mig, og jeg kan huske, at jeg kiggede op og så forskellige ting flyve gennem ventilationshullet«, siger den 11-årige pige.
»Pludselig kom en stor strøm af vind imod mig. Jeg lagde mig ned, så hurtigt jeg kunne, og alt faldt ned over mig«, siger hun til newsok.com.
Stort hul i hovedet
Det første Lauryn Fugate hørte, da hun forsøgte at rejse sig op, var folk der råbte og skreg 'hun bløder, hun bløder', men ingen vidste, hvem det var, der blødte.
Det kommer jeg aldrig til at glemme. Aldrig nogensinde
En brandmand kom hen til flokken og hjalp, og da han vendte sig mod børnene, så Lauryn et stort hul i hans hoved.
»Det kommer jeg aldrig til at glemme. Aldrig nogensinde«, siger hun.
Antal omkomne kan stige
Guvernøren for Oklahoma Mary Fallin siger, at antallet af omkomne kan stige til mere end de 24, da der er forlydender om, at nogle af ligene er blevet bragt direkte til en bedemand.
LÆS OGSÅ Myndigheder nedjusterer antallet af dræbte i tornado
Ifølge den lokale brandchef er der ikke fundet overlevende eller lig siden mandag aften. Han siger, at målet er at gennemføre tre eftersøgninger på stedet for at være sikker.
Redningshold har haft det svært med at navigere og komme frem i det ødelagte boligområde, fordi alle gadeskilte er blevet revet ned, og mange har måttet tage gps eller mobiltelefoner i brug for at finde frem til de steder, der havde brug for hjælp.
USA's nationale vejrtjeneste har opgraderet tornadoen, der hærgede forstaden Moore og dens 55.000 indbyggere i 45 minutter, til den mest kraftfulde type og kalder den »ubegribelig«.




























