Grusomheden kender ingen grænser i det benhårde styre, som terrorgruppen Islamisk Stat har iværksat i store dele af Irak og Syrien. Gennem sit mediecenter har IS udsendt en række fotografier, der vækker afsky og forfærdelse.
Nogle af billederne er ifølge det oplyste taget i Mosul, som er den sunnimuslimske militante gruppes højborg i Irak efter erobringen sidste år. Andre er taget i Raqqa, som er hovedbyen i Syrien. Begge steder har IS indført et nådesløst styre, der bygger på den islamiske sharia-lov.




























