Rekonstruktion: Sådan forløb angrebet

Lyt til artiklen

Klokken 11.30 trænger maskerede og hætteklædte mænd ind på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i centrum af Paris. Magasinet har tidligere været ramt af angreb og trusler efter at have bragt en forside med profeten Muhammed. Redaktionen er siden rykket ind i nye kontorer ved Boulevard Richard-Lenoir i Paris’ 11. arrondissement. En politimand på stedet oplyser til avisen Le Figaro, at gerningsmændene angiveligt tog fejl af adressen og derfor først trængte ind i en anden bygning.

De tre gerningsmænd forholder sig ifølge øjenvidner roligt og professionelt gennem angrebet. Billeder fra angrebet viser mændene iført sort tøj, elefanthuer, sort tøj, militærstøvler og AK47-rifler. Den ene mand bærer en sandfarvet skudsikker vest, og store mængder ammunition.

Den kvindelige tegner på Charlie Hebdo, Corinne Rey, trues til at lukke gerningsmændene ind på bladet. Hun har været henne for at hente sin datter i børnehaven, og da hun kommer tilbage til avisens bygning, bliver hun truet voldsomt af de tre mænd. Hun taster koden, og gerningsmændene udløser herefter en række skud.

Ifølge fransk politi er gerningsmændene klar over, at skal være redaktionsmøde, og at hele redaktionen ville være samlet. Skudvekslingen varer ifølge øjenvidner godt fem minutter. Flere hører mændene tale fejlfrit fransk, og Corinne Rey hører dem udtrykke tilknytning til terrororganisationen al-Qaeda.

En gruppe medarbejdere undslipper skyderiet ved at gemme sig på taget og kan herfra høre skud affyret inde i bygningen.

Andre vidner optager videoer med deres mobiltelefoner af gerningsmændene, der råber »Allahu Akbahr!« efterfulgt af flere skud.

12 personer bliver dræbt under angrebet, mens fire bliver såret. Blandt de dræbte er to politibetjente, hvoraf den ene opholdt sig på Charlie Hebdos redaktion for at beskytte den 47-årige tegner og redaktør Stéphane Charbonnier, der var ansvarlig for publiceringen af en særudgave af Charlie Hebdo med titlen 'Muhammeds liv'. Charbonnier selv mistede livet under angrebet sammen med blandt andre Jean Cabut, tegneren bag forsiden af Charlie Hebdo-udgaven fra februar 2006 om de tegninger af profeten Muhammed bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten året før, samt tunesiskfødte Georges Wolinski, 80, der var chefredaktør på Charlie Hebdo fra 1970-1981.

De fremtrædende navne antyder ifølge fransk politi, at ofrene ikke er tilfældigt udvalgt.

Gerningsmændene forlader straks efter angrebet redaktionslokalerne og lader til at have en klar flugtrute – endnu et forhold, der tyder på, at angrebet er velorganiseret. Gerningsmændene er ifølge Le Figaro blevet såret af politiskud på vej ud af bygningen og høres på flere videoer råbe »Gud er stor«, da de når ud på gaden. Ifølge flere øjenvidner råber de også »profeten er hævnet«. Herefter skyder to af de sortklædte gerningsmænd op i luften med deres våben, og skyder en tilskadekommen politibetjent på klos hold og påkører angiveligt en fodgænger i flugten, der foregår i en sort, blankpoleret Citroen. Flugten går nordpå mod 19. arrondissement, hvor gerningsmændene truer en bilist og stjæler hans grå Renault Clio. Den oprindelige flugtbil findes senere efterladt af fransk politi, der også finder et magasin fyldt med ammunition til et AK47-gevær.

Omkring middag mister politiet sporet af gerningsmændene, og mere end 3.000 betjente samt militære styrker militær udkommanderes i Paris’ gader. Sikkerhedsniveauet ved togstationer, skoler, medier og indkøbscentre opjusteres til højeste beredskab.

Ved redaktionens deadline mentes de tre mænd stadig at befinde sig i Paris.

Jakob Sheikh

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her