Kan man forhandle med en mand, der ifølge en endeløs strøm af rapporter står bag massive krigsforbrydelser mod sit eget folk? Ja, det er vi nødt til, hvis vi skal have stoppet volden i Syrien. Det mener FN's særlige udsending i det borgerkrigshærgede land, Staffan de Mistura. Manden, han taler om, er Syriens præsident Bashar al-Assad.
Udsendingen forsøger i øjeblikket at strikke betingelserne sammen for en våbenhvile i Syriens næststørste by, Aleppo, der er et af de områder i Syrien, der er hårdet ramt af kampene mellem forskellige oprørsgrupper og styrets hær. Tusindvis af civile er blevet dræbt i byen under den snart fire år lange borgerkrig, der ifølge FN har kostet i omegnen af 200.000 menneskeliv. Staffan de Mistura har allerede flere gange talt med Assad om muligheden for en våbenhvile i byen for at beskytte civilbefolkningen, der er fanget i byen.




























