Det årlige maratonløb i Bostons gader bliver aldrig igen bare endnu et løb. Da to hjemmelavede bomber i 2013 eksploderede kort inden målstregen - og tog livet af tre og sårede 264 andre - blev løbet rammen om det mest synlige terrorangreb mod amerikanere på egen jord efter 2001.
For 119. gang vil maratonløbere senere i dag stå klar til at løbe den 42,195 kilometer lange rute gennem den amerikanske storby. Et stort antal betjente er udstationeret til at sikre løbsområdet, de titusindvis af løbere og hundredtusindvis af tilskuere, som ventes at tage del i begivenheden.


























