Ruslands præsident Vladimir Putin var i sit forsonlige humør, da han her til morgen indledte den grandiose militærparade på Den Røde Plads i Moskva i anledning af 70-årsdagen for sejren over Nazityskland i det, som russerne kalder Den Store Fædrelandskrig.
Modsat de seneste par år nævnte han i sin traditionelle sejrstale, at Sovjetunionen havde allierede i krigen, og han nævnte specifikt Storbritannien, Frankrig, USA og diverse modstandsbevægelser som delagtige i sejren. Han nævnte også det historiske møde mellem sovjetiske og amerikanske styrker, der fra hver sin side rykkede frem gennem Tyskland og mødtes i Torgau ved floden Elben 25. april 1945.




























