Der var nærmest ikke grænser for, hvor traumatiseret den stakkels 21-årige enke var i dagene efter bombeangrebet mod London i 2005. Med to små børn på på skødet fortalte hun journalisten fra den britiske avis The Sun, hvor svært det havde været at høre om, hvordan hendes mand, Jermaine Lindsay, var blevet »forgiftet af ekstremister«, og hvor meget familien led under, hvad han havde gjort.
»Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at han ville være involveret i så frygtelige aktiviteter. Han var en kærlig ægtemand og far, og jeg forsøger at forlige mig med, hvad der er sket. Min verden er brudt sammen, og mine tanker går til familierne til ofrene for denne ufattelige ødelæggelse«, sagde Samantha Lewthwaite dengang til avisen, der havde betalt 30.000 pund (over 300.000 kroner) for enkens historie.




























