Et år efter, at Edward Snowden for første gang stod frem som bagmanden bag den største lækage i USA’s historie, fortsætter debatten om, hvad der er den 30-årige amerikaners sande ansigt.
I en runde interviews til amerikanske og brasilianske medier siger Snowden selv, at han fortsat er loyal mod USA, at han ikke har noget som helst forhold til den russiske regering, og at han omhyggeligt havde forsøgt at råbe systemet op, inden han lækkede tusindvis af dokumenter.




























