Da bomberne begyndte at falde, søgte den 67-årige Hassan Mahmoud al-Jubbouri med sin kone og sine sønner ly under trappen, mens de ængsteligt lyttede til de gigantiske drøn omkring dem.
Først 3-4 timer senere turde al-Jubbouri komme frem. Og da han kiggede ud ad døren, var det, som om en atombombe var faldet. Hele området omkring hans hjem i landsbyen Hawijah i den nordlige del af Irak var fuldkommen pulveriseret. Der var flammer overalt.




























