Det er svært at fatte. Klokken er 6 på en lørdag morgen, der endnu er sval, da de to mænd passerer grænsen fra Serbien til Ungarn. Hver time på dagen ser man ældre mennesker, dårligt gående, gravide og familier med meget små børn, og tænker over, hvordan det er lykkedes dem at komme fra Syrien og hertil.
Men hvordan det er lykkedes for denne unge mand på 20 år og hans far på 75 år at komme så langt, er nærmest ubegribeligt. Faren er i kørestol. Han har en rød strikhue på, hvid jakke, sort trøje et par sølle bukser og er beskidt. Hans øjne er vilde, og han ser syg og svækket ud.




























