Flere vestlige efterretningstjenester har nu vished for, at Islamisk Stat fra terrororganisationens baser i Irak og Syrien fjernstyrer flere af de terrorister, som har begået eller forbereder terroraktioner i Europa.
Det bekræfter efterforskningen af mislykkede terroraktioner i Frankrig, oplyser radiostationen Europe 1, hvilket en terrorekspert med fortsat tilknytning til europæiske efterretningsmiljøer bekræfter: »Islamisk Stat er i stand til fra Mellemøsten at forberede og kontrollere en terroraktion helt frem til angrebet«, siger kilden.



























