Tyrkiet er i dyb krise oven på et dobbelt bombeangreb, der har kostet mindst 47 fredsaktivister livet i Ankara lørdag. Angrebet kommer efter måneders eskalering af vold og splittelse, der er opmuntret af både præsident Recep Tayyip Erdogan, der kalder fredelige kurdiske politikere ’terrorister’ og af den kurdiske oprørsorganisation PKK, der har ført sin væbnede kamp ind i tyrkiske byer.
Indenrigsministeriet oplyser, at 126 er sårede og flere af dem meget alvorligt så dødstallet ventes at stige. Videooptagelser fra gerningsstedet, der cirkulerer på sociale medier, viser kædedansende aktivister i sollys i sekunderne inden en enorm ildkugle skyder i vejret og sender hundreder på flugt fra pladsen nær Ankaras største station.




























