Ingen vidste, at Assad ville forlade Syrien. Ingen vidste, at Putins Rusland ville modtage den syriske diktator. Russiske fly er i gang med bombetogter over det nordvestlige Syrien for at knuse oprørerne imod Assad. Men at Assad tirsdag aften meldte sig i Moskva er dramatisk. Og at han forlod – eller fik lov at forlade -- Moskva igen er lige så dramatisk.
For Assad kan rejsen tolkes på to måder. Enten har han grund til igen at føle sig tryg nok til sin første udlandsrejse, siden han i foråret 2011 besluttede at sende militæret ud for at knuse politiske krav om demokrati. Eller også havde han ikke noget valg, hvis han ville tale med sin russiske velgører – så var han nødt til at tage chancen og forlade sit land for en stund.



























