Denne uges vigtigste begivenhed i europæisk politik finder ikke sted i Bruxelles eller Berlin – men i Warszawa. Eller ude i de store polske landregioner mod øst, hvor millioner af vælgere på søndag vil stemme på det nationalistiske parti Lov og Retfærdighed (PiS).
Skal man tro måneders stabile meningsmålinger, så er der ikke megen tvivl om, at partiet ledet af tidligere regeringschef Jaroslaw Kaczynski bliver valgets vinder. Spørgsmålet er, hvor stor sejren bliver, og om PiS-partiet vil kunne danne regering alene eller i koalition.




























