Mesterligt har Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan fået sin vilje serveret af et flertal af landets vælgere. Ved det andet valg på fem måneder fik hans parti, AKP, et overraskende stort flertal med tæt på 50 procent af stemmerne, der gør partiet i stand til at danne regering alene.
Det er mesterligt, fordi præsidenten, der egentlig burde være upartisk, de seneste måneder har brugt det voksende kaos i Tyrkiet til at fremstille sig selv og et stærkt AKP som de eneste garanter for fred og stabilitet i Tyrkiet. Det har millioner af vælgere i dag sagt ja tak til, og blandt dem også masser, der ellers ikke bryder sig om Erdogan og hans kontroversielle og i stigende grad udemokratiske facon.




























