Et hemmeligt møde i et hus i junglen sidste år mellem Hollywood-stjernen Sean Penn og den mexicanske kartelboss Joaquin 'El Chapo' Guzman, var med til at bringe de mexicanske myndigheder på sporet efter verdens mest eftersøgte narkotikabaron.
Guzman, der leder det berygtede Sinaloa narkotikakartel, blev anholdt i det nordvestlige Mexico fredag efter flere måneder på fri fod. Han er blevet sendt tilbage til et topsikret fængsel, som han flygtede fra i juli sidste år.




























