Det er naturligvis et tilfælde, men det er også et faktum. På pladsen, der forbinder det unge års mest omtalte banegård med Kölns vidt berømte domkirke, sørger en strid blæst for at gøre ethvert ophold af længere varighed til en iskold affære.
På gågaden et par stenkast herfra ved Wallrafplatz er vinden mildere. Men her i vinden står en kvinde i 60’erne ved navn Renate og fryser, mens hun forsøger at begribe, hvad der skete nytårsaften.




























