Det er ikke så tit, at 85-årige Per Madsen er i fjernsynet.
Men 15 år efter at han stoppede som socialdemokratisk borgmester i Ishøj Kommune, var han i aftes på skærmen igen. Det var, da DR Deadline spillede et klip fra Tv Aktuelt i 1988, hvor den daværende bykonge advarede om, at der er brug for en regulering af, hvor mange flygtninge og indvandrere der kom til landet. Dengang i slutningen af 1980’erne oplevede han, hvordan partitoppen gav ham den kolde skulder, når han gjorde opmærksom på massive problemer med at integrere de mange nye borgere, der havde oprindelse i muslimske lande.




























