Mindst 15 områder eller bydele i Syrien er under så voldsom belejring, at nødhjælp aldrig eller kun meget sjældent kommer ind til befolkningen. Det betyder, at ofre for den fem år lange og opslidende borgerkrig sulter. Nogle dør ligefrem, fordi de ikke får mad nok. Derfor er det helt afgørende, at der bliver lagt pres på alle krigens parter, så nødhjælp kan nå uhindret og sikkert frem. Fuld adgang til de hårdest belastede områder er mindst lige så vigtigt som at sætte milliarder af dollar af til hjælpen.
Sådan lyder det fra Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Dansk Røde Kors, på dagen, hvor en lang række politiske ledere fra hele verden mødes i London til en donorkonference til fordel for borgerkrigens ofre. Allerede nu har en stribe lande fortalt om de beløb, som de vil sætte af. Eksempelvis har den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oplyst, at Danmark vil give knap 700 millioner kroner til krigsofrene. Men på linje med en stribe andre humanitære organisationer opfordrer Anders Ladekarl indtrængende til, at deltagerne ved konferencen bliver enige om at vride armen om på de stridende parter i borgerkrigen, så donationerne kan gøre nytte, hvor behovet er størst. Han peger på, at alle krigens parter har venner, der deltager i konferencen.




























