I nat indgik en række af verdens stormagter, inklusiv USA og Rusland, på et sikkerhedsmøde en aftale om, at der skal iværksættes en våbenhvile i Syrien mellem oprørsgrupper og Bashar al-Assads regeringshær.
Våbenhvilen skal eksekveres inden for en uge, men aftalen omhandler ikke grupper som Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra. Og våbenhvilen bliver svær at gennemføre. For allerede kort efter, at planerne for aftalen blev offentliggjort i München, erklærede Rusland, at man fortsat vil lade sine kampfly udføre bombetogter og angreb mod Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra.




























