Berlin, sidst i maj 2015.
Der er omfavnelser, gensidige klap på jakkernes skulderpuder og optimistiske ord i luften, da værtinden Angela Merkel stiller sig frem foran Tysklands, Storbritanniens og EU’s flag sammen med sin gæst, David Cameron, på et velbesøgt pressemøde i sit ministerium. Alle vil høre, hvor langt tyskerne vil gå for at holde briterne i EU. Og der er godt nyt fra starten.
»Hvor der er en vilje, er der også en vej, og det er det princip, vi bør følge fremover«, slog Angela Merkel hurtigt fast over for den talrige skare af journalister. De kunne formelig se, hvordan byrderne lettede på hendes britiske kollegas skuldre med den tyske kanslers løfte om at komme de EU-skeptiske briter i møde.


























