Kender man som dansker navnet Jan Roos, husker man ham nok først og fremmest som manden bag en kontroversiel folkeafstemning i Holland, der fandt sted i april.
Resten af Europa måbede over, at det lykkedes Roos og hans folk at få hundredtusinder af hollændere til at skrive under på, at en handelsaftale, som EU er ved at indgå med Ukraine, skulle sættes til folkeafstemning i Holland. En aftale, der nærmest ikke har været folkelig debat om i hverken Holland eller andre lande.




























