Udsendelse af op til 60 soldater fra Jægerkorpset til Irak og senere muligvis til Syrien i de kommende måneder markerer et skifte i den danske krig mod Islamisk Stat i de to lande. Hidtil har danske soldater enten befundet sig i flere tusind meters højde i F-16-fly på bombemissioner mod IS eller med træningsopgaver for irakiske soldater i en relativt tryg lejr i Iraks Anbar-provins.
Når Jægerkorpsets hovedstyrke i august-september ankommer til Irak, skal den heller ikke i egentlig kamp, men i løbet af ret kort tid kan billedet være et helt andet. Jægersoldaterne har politisk mandat til at rykke uden for koalitionens lejre og mandat til på et tidspunkt også at rykke ind i Syrien.


























