Operationen blev optaget på fængslets overvågningskamera: En stor pakke med narko hæver sig over muren og flyver direkte hen til en celle, hvor den tydeligvis er ventet. Den indsatte står parat med to pinde, som han bruger til at trække pakken ind gennem et åbent eller smadret vindue. Befriet for sin last flyver dronen tilbage over muren, der omgiver Wandsworth Prison i London, og forsvinder i mørket.
Dronerne er blevet billigere, støjsvage og stærkere – de kan snildt bære både narko, mobiltelefoner og våben – og bruges i stigende omfang verden over til at komme uden om den traditionelle kontrol med indsmugling i fængslerne.



























