Over 1.000 ægtepar med mindreårige brude er kommet til Tyskland med strømmen af flygtninge det sidste års tid. Antallet chokerer tyske politikere, som nu overvejer at skille parrene ad for at beskytte pigerne, sådan som man har gjort i Danmark.
Aldersgrænsen for at indgå ægteskab i Tyskland er i henhold til loven 18 år. Men med forældrenes opbakning og en retslig tilladelse kan ægteskaber dog indgås af partnere på helt ned til 16 år i særlige tilfælde. Det vil flere politikere have ændret på, efter at Tysklands største avis, Bild, har afsløret det store antal barnebrude, der befinder sig i landet.


























