Hvis man vil vide noget om livet på bunden i Amerika, er suppekøkkenet på Front Street et godt sted at begynde. I Youngstown, der sidste år blev udpeget som USA’s fattigste by, møder man nogle af de mennesker, for hvem et liv i middelklassen er en fjern og næsten uopnåelig drøm. Som 47-årige Frank, der sover på terrassen foran et forladt hus. Hans eget blev revet ned, efter at han måtte opgive at betale regningerne. »Jeg kan godt lide at knokle. Men her er ingen job«, siger han til Politiken. Frank og de ca. 200 andre fattige, der seks dage om ugen får serveret et varmt måltid i St. Vincent de Pauls suppekøkken, er den mest oversete gruppe i en valgkamp, hvor både demokrater og republikanere stort set kun taler om middelklassen.
Mediestorm
Men netop som Barack Obama og Mitt Romney gjorde sig klar til deres anden direkte tv-debat i nat, har det kristne suppekøkken midt i Ohios rustbælte ufrivilligt fanget hele USA’s opmærksomhed. Lørdag eftermiddag aflagde den republikanske vicepræsidentkandidat, Paul Ryan, et kort besøg i køkkenet, hvor han lod sig fotografere sammen med sin hustru og sine tre børn, mens de hjalp med opvasken. Her er de fattige som Paul Ryan ikke ville møde






























