Selv den ultra-selvdisciplinerede Barack Obama kunne undtagelsesvis ikke skjule sit ubehag, da han søndag aften tonede frem på de amerikanske tv-skærme og præsenterede den aftale om gældsloftet, som demokraterne og republikanerne havde indgået kort tid forinden.
»Er dette den aftale, som jeg ville have foretrukket?«, sagde præsidenten og svarede straks selv: »Nej«.
»Jeg mener, at vi kunne have truffet de vanskelige beslutninger, som vi bliver nødt til – om retten til ydelser fra staten og skattereformer – med det samme snarere end gennem et særligt udvalg i Kongressen«.
»Dette er ikke den bedste aftale i verden«
Alligevel bakkede Obama op om aftalen, der ifølge ham udgør en »reel start på den nedbringelse af gælden, vi har brug for« og »giver begge partier et stærkt incitament til skabe en afbalanceret plan inden årets udgang«.
LÆS ARTIKEL Gældsplan er halvvejs i hus
Nogenlunde det samme var budskabet fra formanden for Repræsentanternes Hus, den republikanske John Boehner, da han søndag aften forklarede sine republikanske kolleger om aftalen.
»Hør engang, dette er ikke den bedste aftale i verden«, sagde han. »Men det viser, hvor meget vi har forandret debatten her i byen. Der er intet i denne aftale, der går mod vores principper. Det er alt sammen nedskæringer«, sagde han.
Et flertal i Repræsentanternes Hus stemte derefter for aftalen, og i aften skal den så endelig godkendes i Senatet.
Kongressens superudvalg
Aftalen betyder, at USA kan øge sin statsgæld med op til 2.400 milliarder dollar – til den svimlende sum af 16.700 milliarder dollar – hvilket forventes at dække behovet frem til i hvert fald begyndelsen af 2013 og dermed til efter næste års præsidentvalg, sådan som Obama havde forlangt.
Samtidig skal staten over de næste 10 år spare et tilsvarende beløb.
Besparelserne på de første 900 milliarder dollar kommer fra at begrænse væksten i statens udgifter til forsvar og en række andre ikke-lovfastsatte ting, mens de sidste 1.500 milliarder inden november skal findes af et nyt superudvalg bestående af seks demokrater og seks republikanere.
Hvem der skal være medlemmer af dette uhyre magtfulde udvalg, som skal beslutte, hvor og hvordan besparelserne på 1.500 milliarder dollar skal falde, er endnu ikke fastlagt.
Men processen er uhyre enkel: De republikanske ledere i Senatet og Repræsentanternes Hus udpeger hver tre medlemmer, og det samme gør deres demokratiske kolleger.
Raseri på begge fløje
At udvalget bliver den politiske debats omdrejningspunkt i de kommende måneder er der ikke meget tvivl om, men allerede nu har både de republikanske og demokratiske ledere nok at gøre med at holde styr på deres egne utilfredse medlemmer.
Knap var aftalen offentliggjort, før venstreorienterede demokrater og debattører begyndte at sønderlemme den.
»Hvis jeg var republikaner, ville dette være natten at feste«, sagde det demokratiske kongresmedlem Emanuel Cleaver fra Missouri bittert til MSNBC og gik senere på ABC News så vidt som til at kalde aftalen for »satanisk«.
»Vi har givet en masse og ikke fået noget igen. Lektien af dette er, at republikanerne kan holde vejret længe nok til at få, hvad de vil«, sagde hans demokratiske kollega i Kongressen Raul Grijalva fra Arizona.
Den indflydelsesrige kommentator og nobelpristager i økonomi Paul Krugman, der er pligtlæsning i venstreorienterede kredse, kaldte i en klumme mandag aftalen for »en katastrofe« og beskylder præsidenten for at have »kapituleret« over for de republikanske krav.
Beskær, begræns og balance
På den højre side af det politiske spektrum var der også raseri, men over, at besparelserne ikke var omfattende nok.
Den såkaldte Cut, Cap and Balance-gruppe (beskær, begræns og balancer, red.) hos republikanerne erklærede i går, at den ikke ville støtte aftalen, fordi den ikke omfatter en grundlovsændring, der forpligter USA til at undgå statsunderskud fremover.
Også to af de førende republikanske præsidentkandidater, tidligere guvernør Mitt Romney og kongresmedlemmet Michelle Bachmann, erklærede sig som modstandere af aftalen.
»Jeg kan ikke støtte denne aftale«, sagde Romney i en erklæring, og endnu mere bombastisk var Bachmann. »Nogle må sige nej, og det gør jeg«, sagde hun.
Demokraterne er de store tabere
Trods skuffelsen hos republikanerne er der dog generel enighed om, at det er demokraterne, som har givet sig mest under forhandlingerne.
Mens republikanerne fik en stor de af de nedskæringer, de ønskede, lykkedes det ikke demokraterne af få nogle af de skattestigninger og skattereformer med i aftalen, som de havde krævet.
Og det er efter manges mening symptomatisk. Efter demokraternes nederlag ved midtvejsvalget i november sidste år har Obama igen og igen bøjet sig for republikanernes krav.
Obama er for blød
I december accepterede han at forlænge de skattelettelser, George W. Bush indførte for de rigeste amerikanere. I april gik han med til omfattende besparelser i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, og nu bøjede han sig igen i forbindelse med gældsloftet.
Selv den ellers Obama-venlige avis New York Times mener, at det nu er gået for vidt.
Avisen kaldte i en leder mandag aftalen for »forfærdelig« og kritiserede Obama for at være for eftergivende over for de mere hårdkogte republikanere.
»Dette viser, hvor effektivt afpresning er. Rimelige mennesker bliver tvunget til at bøje sig for dem, der villige til at sætte nationens fremtid i fare«, skrev avisen.
fortsæt med at læse
