Syriske flygtningepiger bliver solgt som billige brude

Lyt til artiklen

Ahmed Atrash, en 38-årig grafisk designer, der for et par måneder siden flygtede med sin familie fra borgerkrigen i Syrien til den libyske by Benghazi, kunne knap tro sine egne ører, da en mand for nogle uger siden bankede på døren. »Han spurgte, om jeg havde en søster eller datter, som jeg ville gifte væk mod at få penge«, sagde Atrash, der er en af de flere hundrede syrere, der har søgt tilflugt i Benghazi, til den britiske tv-station BBC. »Jeg lo og sagde »ja, jeg har en toårig datter««, sagde Atrash. Men da den gifteklare mand blev vred, blev Atrash det samme og sagde til libyeren, at han skulle være gudfrygtig, og at syrerne ikke var kommet til Libyen for at blive ydmyget. »De udnytter vores finansielle problemer. Mange syriske familier her har ikke engang råd til at give deres børn et ordentligt måltid«, sagde han. Mens en libysk brud let kan koste 19.000 dollar – mere end 110.000 kr. – i medgift kan en syrisk flygtning ifølge BBC fås for blot nogle få hundrede dollar. Søges: billig brud Det er langtfra kun i Libyen, at arabiske mænd søger at benytte krisen i Syrien til at score en billig brud. Arabiske medier har i de senere uger rapporteret, at kvinder, især mindreårige, i de flygtningelejre, der er etableret for de syriske flygtninge i Jordan, Irak og Tyrkiet bliver udnyttet seksuelt, og på mange arabiske onlinefora er der talrige annoncer fra mænd, der søger ’syriske piger til ægteskab’. Det er umuligt at vurdere ægtheden af annoncerne, da mændene typisk ikke efterlader navne, men kun e-mail-adresser. Men ifølge arabiske kommentatorer er der ingen tvivl om, at fænomenet er reelt og udbredt. Desperation »Det eneste vi hører om for tiden, er, at man kan få en syrisk kone for 100 dinarer (omkring 800 kr.), skrev Maher Abu Tair, en jordansk kommentator for nylig. Ifølge Abu Tair er det især den lave pris og de nærmest ikkeeksisterende betingelser fra familien, der lokker de arabiske mænd. Prisen, som mændene er villige til at betale for en syrisk flygtningebrud, svinger fra omkring 700 kr. til omkring 1.500 kroner. Ikke mange penge, men ifølge den saudiarabiske kommentator Mohammed al-Osaimi, der var en af de første, som skrev om fænomenet, er mange syriske flygtninge så desperate, at de sælger deres døtre til mænd, de aldrig har mødt, bare for at få dem ud af flygtningelejrene. Religiøs prostitution Ifølge arabiske medier bliver de syriske kvinder især solgt til Saudi-Arabien, men nogle af pigerne bliver også brugt til noget, der minder om prostitution. Ifølge den arabisk-israelske journalist Khaled Abu Toameh bliver syriske flygtningepiger helt ned til 14-15-års alderen presset ind i såkaldte midlertidige ægteskaber, også kendt som nikah al-mut’ah. Midlertidige ægteskaber er en uhyre kontroversiel præislamisk skik, som normalt kun anerkendes af shiamuslimer. Ægteskaberne kan vare helt ned til en halv time, og sunnimuslimer har generelt anset nikah al-mut’ah, der særligt praktiseres i Iran, som en slags religiøst sanktioneret prostitution. Ifølge Abdelbari Atwan, der er chefredaktør for den panarabiske avis Al Quds Al Arabi, er mange af de piger, der er blevet giftet bort, mindre end 15 år gamle. »Ægteskab med mindreårige fra flygtningelejrene er en form for voldtægt og må standses øjeblikkeligt«, skrev han forarget i en kommentar tidligere på måneden. Men indtil videre har ingen prominente muslimske prædikanter eller imamer taget afstand fra ægteskaberne, og flere har direkte støttet dem. »Der er intet galt med sådanne ægteskaber, såfremt mændene har råd«, sagde den libyske sheikh Ashraf al-Aqrabi, der er imam i Benghazi til BBC. En religiøs pligt »Det er en religiøs pligt, så længe det er gjort med gensidig accept«, lød det fra imamen, der opfordrede sine landsmænd til på denne måde at ’beskytte’ de sårbare flygtninge og forhindre, at de bliver presset ud i prostitution. Sådan ser Atrash, den syriske flygtning i Benghazi, ikke på det. »Det er moderne slaveri. At bruge ordet ægteskab er bare pynt«. De syriske kvinders skæbne er et dystert ekko af det, der overgik irakerne, da de for nogle år siden flygtede fra de sekteriske kampe i landet. Dengang flygtede mange irakiske kvinder til netop Syrien, hvor de på grund af fattigdom blev tvunget ud i prostitution. Så udbredt blev fænomenet, at den syriske hovedstad, Damaskus, i en periode blev et yndet rejsemål for velhavende arabere fra Golfen der ville på sexferie. Ikke specielt arabisk Ifølge den irakiske kvindeaktivist Yanar Mohammed er det dog ikke et specielt arabisk karaktertræk at udnytte sårbare piger og kvinder. »En mand i et hvilket som helst samfund ville ikke afvise en pige, som bliver præsenteret til ham på et sølvfad. Især når det siges at være en national eller religiøs pligt at gifte sig med pigerne for at redde deres ære«, sagde Mohammed i et interview med den hollandske radiostation RNW. Ifølge FN er mere end en kvart million syrere flygtet fra det borgerkrigshærgede land. Flygtningene er især koncentreret i nabolandene Jordan, Libanon og Tyrkiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her